Totem

[Deleted]

@leviathan

Avalynn så sig mistænksomt men årvågent om, hver gang hun drejede rundt om et hjørne. Denne form for ensomme tavshed var noget, man sjældent stødte på her på Hogwarts' gange. Selv om natten når man ikke måtte nattevandre, var der næsten altid en eller to elever - højst sandsynligt nogle dumdristige Gryffindorer - der lige ville udfordre skæbnen en gang til.
Hvor var det bare så typisk dem.
Men hvorfor gik Avalynn egentlig selv rundt på gangene klokken lidt i syv om aftenen?
Jo, altså, forstår du; hendes far, Halt Dwyer Ravensdale, var en formel og udtryksløs treogfyrreårig mand, som forventede det bedste af sin datter, som var godt et halvt år fra at være magisk myndig. Derfor var ekstraundervisning i et så eksklusivt fag som Forsvar Mod Mørkets Kræfter en selvfølge.
Naturligvis ville hun gøre sin ældre fader stolt - der var nærmest ikke noget, Avalynn prioriterede højere - men hun begyndte at tro, at der var noget i det hendes tvillingesøster, Cheryl, blev ved med at fortælle hende.
En snert af dårlig samvittighed strejfede hende. Sidste gang de havde sat hinanden, som havde været kort tid før de påbegyndte deres femte årgang på hver sin skole, havde hun behandlet sin søster ret ringe. Det var langt fra noget, Avalynn var stolt af, men hun ville bare så gerne have, at hendes far for en gangs skyld klappede hende anerkendende på skulderen af et eller andet.
Selv efter tre år var det helt underligt ikke at have Cheryl i nærheden.
Med et ryst på hovedet og et hurtigt blik på Avalynns farfars armbåndsur, afværgede hun fortiden og satte målrettet det ene ben foran det andet, indtil hun stod foran professor Leviathan Wolfs dør.
Atter kastede hun et blik på sit armbåndsur.
18.59
Hun ventede lidt endnu...
19.00
I samme sekund armbåndsuret klikkede ind på syv efter middagstid, bankede hun tre gange på døren.
Planen var, at Avalynn skulle lære Patronus-besværgelsen. Godt nok var den på F.U.T.-niveau, men hendes fader havde insisteret, forlangt og argumenteret hvileløst, for at hun skulle være et skridt foran sine årgangskammerater.

[Deleted]

Det var efterhånden i slutningen på anden måned af skoleåret, og tingene var heldigvis ved at falde på plads igen nu. De nye førsteårselever havde efterhånden fundet ud af tingene, og der var ikke længere oprigtige forsinkelser til timerne, fordi eleverne var varet vild på Hogwarts mange gange. Han bebrejdede aldrig nye førsteårselever for dette i det første stykke tid, men den gik heller ikke hele året igennem, og det var også noget, de hurtigt fandt ud af. Levi var ikke en lærer, som man havde lyst til at komme på tværs af. Det havde de ældre elever også hurtigt fundet ud af. Det var kun ganske få, der endnu turde udfordre skæbnen og være flabet i hans timer. Alt hvad de dog fik ud af det var dog en spydig kommentar igen og en eftersidning, hvis de forsøgte at komme med endnu en comeback. Langt de fleste havde efterhånden opgivet, og det passede ham nu også glimrende.

Levi sad ved sit skrivebord og var i færd med at skrive et opdaterende brev til Dragon's Alliance omkring Hogwarts nuværende situation. Alt i alt så det jo meget godt ud, og det var jo ikke blevet meget påvirket gennem den sidste svære tid ud over en hel masse usikkerhed og utryghed fra forældrenes side hjemmefra. Også fuldt forståeligt. Havde han ikke arbejdet på stede, havde han også bekymret sig betragteligt om Luana.
Han hørte fodtrin ude på gangen, der stoppede op foran hans før. Han havde aftalt med frøken Ravensdale at give hende lidt ekstra træning i patronuser, selvom det endnu ikke var på hendes niveau i forhold til undervisningen. Men sådan var det jo, når man ikke bare stræbte efter at blive den bedste, men virkelig arbejdede ihærdigt for at få gode karakterer og lære noget. En egenskab han sandelig satte pris på.

"Kom ind," sagde han og lagde sin fjerpen i blækhuset, da klokken var blevet præcis, og de bankede på døren. Endnu et tegn på, at det her nok skulle blive en god ekstra time. Der var ikke meget han satte større pris på en punktlighed, og når hun kom præcist på det aftalte klokkeslet, så var der allerede dømt ekstra point.
Han rejste sig fra sin stol og stod klar, når hun kom ind ad døren. Det var fordelen ved at have et stort kontor. Det var muligt at holde ekstra undervisning dér i stedet for i klasselokalet. Det var snart 7. årgangs tur til at lære at udføre patronuser, så han havde lånt en dementor fra Azkaban til undervisningen, som de vel ligeså vel også kunne benytte sig af nu. Selvom den på ingen måde var rar at have på kontoret. Heller ikke selv om den at spærret godt inde bag en dør.

[Deleted]

Med fødder, som trippede småt og forventningsfuldt, ventede Avalynn på at blive kaldt ind. Altid havde hun næret en anelse uro til ting, som om at ting ikke kunne gå hurtigt nok. Mest fordi hun ville have mest ud af sit såkaldte liv - hun ville opleve det hele!
Eller... næsten det hele. Visse ting kunne man jo ikke gøre om - for eksempel kunne hun ikke prøve at gå på de andre kollegier, nu hvor hun var blevet sat på Slytherin.
En smule undrende over, hvad denne ekstra lektion mon ville bringe med sig, åbnede Avalynn døren, da hun hørte et 'kom ind' på den anden side af denne.
"Godaften, professor."
Et lille smil tog form på hendes læber, da hun havde hilst på professoren, Leviathan Wolf.
Det var altid god stil at komme til tiden og begynde med et smil og en jeg kan godt-selvtillid, som sikkert ville have en enorm effekt, hvis man virkelig troede på sig selv. Hvis alt var lavet af energi, og hvis tanker samt tro så også var energi - jamen, så kunne det da ikke gå galt, hvis man havde tiltro til sig selv og magien, som befandt sig dybt indeni én selv.
Det var noget hendes far, Halt, blev ved med at gentage for hende:

"Alt er fremstillet af energi, så hvis tanker er energi ligesom alt andet, vil det gavne dig at tro på dig selv, istedet for at sige 'jeg kan ikke' til alt - for så kan man nemlig ikke."

Han var en vis mand. En vis mand, som Avalynn nærmest så op til - og dog havde han heller ikke helt ret i alting.
Malcom havde, sammen med Cheryl, fået overbevist hende om, at der var meget mere end bare det at være renblods. De havde talt til den ydmyg pige, hun var inderst inde. Det var noget, hun aldrig havde indrømmet overfor noget levende væsen, for det var mærkeligt nok ikke noget, hun var særlig stolt af.
"Hvornår begynder vi så?" spurgte hun friskt med en vis optimisme bag.

[Deleted]

Selvom det på sin vis var at påtage sig ekstra arbejdstid, når han ellers havde fået fri, så sagde Levi aldrig nej til en elev, der bad om ekstratimer. Og det så var en, der var håbløs til faget og gerne ville blive bedre, eller om det var en, der i forvejen var god til det, men ikke kunne lære nok. Han takkede hjertens gerne ja til den slags. Han havde i starten faktisk aldrig forudset, at han ville ende med at blive så glad for sit job, som han var endt med at blive, men det der med at kunne dele ud af sin viden om emner, der oprigtigt interesserede ham. Ja, det havde vundet ham lidt i sidste ende, og han elskede det!

"Godaften, frøken Ravendale," hilste han, da hun trådte ind i lokalet. Det var vist unødvendigt at spørge, om hun var klar, for det så hun bestemt ud til at være. Glimrende, får så kunne de jo starte med det samme.
"Vi kan jo passende starte med det samme," sagde han og rejste sig op for i stedet at stille sig hen foran kateteret. "Det vi skal i gang med er et farligt emne at behandle," advarede han og begyndte da ellers in informationsrige tale. "For at du får bedst mulighed for at lære besværgelsen, så har jeg lånt en dementor, som jeg plejer at bruge til syvendeårs eleverne. Det første du skal gøre er at tømme dig selv helt fra følelser, så den ikke vil gå så hårdt til den. Derefter skal du finde et lykkeligt minde, det bedste du kan finde, som selve patronussen skal danne bund på. Når du har gjort det, siger du til," sagde han og begav sig derefter hen mod døren, hvor han havde demtoren låst inde bag. Han kunne allerede mærke kulden og ubehagen skylle en smule ind over sig af bare at være i nærheden af skabningen. men han gik ind for de mest effektive metoder, og dette var den bedste måde at lære det på.

[Deleted]

Med et tålmodigt ydre, som skjulte hendes tiltagende nysgerrighed, stod Avalynn og forsøgte at lade være med at trippe. Det var lidt af en udfordring i starten, men hun fandt en måde at løse problemet på:
Istedet for trillede hun tommelfingre, som hendes ret så gamle farfar gjorde, når han ikke kunne vente meget længere eller bare tænkte grundigt over en bestemt ting - man kunne se forskellen på hans ansigtsudtryk. Så det meget træt ud, var det første mulighed. Så det eftertænksomt og rugende ud, var det den anden.
Og hvis man gjorde det i et stykke tid, begyndte det at snurre mærkeligt inde i ens fingre.

Nyheden om, at det var et risikabelt tema, overraskede hende ikke synderligt. Avalynn havde godt lavet noget research på dementorer inden ekstratimen, så hun havde tilbragt noget tid på biblioteket. Det sagde faktisk en hel del, eftersom biblioteket ikke lige var hendes yndlings sted at opholde sig. Mest fordi det virkede så enormt stille, nærmest dødt, hvis ikke der var mere end et dusin tilstede.
Med et enkelt og kontrolleret nik viste hun, at hun havde hørt og forstået ham. Naturligvis var det ikke det nemmeste at tømme ens hoved for tanker - især når man skal gøre det, for så begynder de virkelig at myldre - men det lykkedes mirakuløst til sidst. Alle ligegyldige følelser blev midlertidigt tilsidesat.
"Til," svarede Avalynn parat og knugede hånden om tryllestaven, som var det hendes liv, det handlede om - hvilket det på en måde jo også gjorde.

//OOG: Havde problemer med at logge ind i en længere periode.

[Deleted]

Det var kun naturligt for eleverne at være spændte og nysgerrige, når de kom til ekstraundervisning hos ham. Ikke nødvendigvis fordi de altid havde liget stort behov for denne undervisning, for andre var jo bare stræbere, ligesom frøken Ravensdale her var. Men der var jo heller ikke noget som helst galt i at være stræbsom. Tvært imod. Hvilken lærer foretrak ikke de elever, der rent faktisk gerne ville lære noget?
Men det var ikke unormalt at være spændt. Og det havde han skam også en fornemmelse af, at hun var. Hvorfor skulle hun ikke også være det? Alt andet ville da næsten være mærkeligt. Det var jo trods alt ikke et hvilket som helst emne, de nu skulle til at tage hul på. Det var jo trods alt et af de mest fascinerende og sværeste, man ville komme omkring i dette fag. Patronussen. En besværgelse som flere fuldvoksne hekse og troldmænd rendt rundt og havde problemer med den. Selvom folks evner til at kunne udføre den efterhånden var blevet bedre og bedre frem for hvordan, det var før i tiden. Nu var den jo også sat som en mere fast del af pensum på skolerne, så det forklarede naturligvis også en hel del.

Levi så tålmodigt til, som hun gjorde som han sagde. Han kunne se på hende, at hun ikke bare stod og gloede tomt ud i luften i stedet, så han tog derfor hendes signal alvorligt og gik hen til døren, hvor dementoren stod klar bag.
"God, og husk nu: det her er meget kompliceret magi, så jeg har absolut ingen forventninger om, at du ville kunne gøre det i første forsøg. Og der vil sikkert endda gå lang tid inden, den bliver legemeliggjort." Hun skulle ikke begynde at tro, at hun havde fejlet, fordi hun ikke gjorde det første gang, for det ville faktisk være mærkeligt, hvis hun nåede så langt i første forsøg. Meget unormalt ville det faktisk være.
Han drejede dørhåndtaget. "Og hvis det går galt, så går jeg ind og dækker dig," sagde han og kiggede alvorligt på hende i et øjeblik for at sikre sig, at hun stod klar. "Jeg åbner på tre. En... To... Tre." I samme øjeblik han havde sagt tre, slog han døren op og ud kom en stor, mørk skikkelse glidende og søgte direkte mod den unge pige, der stod som det mest åbenlyse offer for den.

[Deleted]

En nervøs kuldegysning dansede på Avalynn, så hårene på hendes arme strittede elektrisk, samtidig med at en ubehagelig kildende fornemmelse tog plads i hendes maveregion.
Hun havde - som folk kaldte det - "sommerfugle i maven". Det lød yderst mærkværdigt, eftersom tanken om flyvende sommerfugle i hendes mave var en ret upassende beskrivelse efter Avalynns egen mening. Det føltes mere som om et barn på omkring fire år med en lille hånd havde stukket den ind gennem hende og nu forsøgte at finde en fortabt legetøjs-bil.
Med en hovedrysten afværgede Avalynn sin trang til at beskrive denne sære fornemmelse med egne ord og stirrede fuldt koncentreret lige frem for sig.

Fødderne var godt spredt med et mellemrum, der gjorde det betydeligt nemmere for hende at fastholde sin balance, hvis hun nu skulle være så uheldig at blive usikker på benene. For dét skulle Avalynn helst ikke nyde noget af.
Et liggende offer er et nemt offer, sagde hun til sig selv i et mislykket forsøg på at fjerne noget af sin nervøsitet, som tværtimod havde den modsatte effekt.
Hun nikkede til professorens peptalk om hans forventninger. Hun kendte udmærket godt sværhedsgraden på denne slags forsvarsmagi og forventede heller ikke et perfekt resultat i sit første forsøg, men det skulle ikke forhindre Avalynn i at stræbe ambitiøst efter at give alt, hvad hun havde i sig.
Du kan godt. Hun tog en dyb indånding, som endte med at indgyde hende en knugende følelse af, at barnets hånd havde fundet og grebet fast om hendes pulserende
hjerte. Du kan klare det her.

Og præcis på "tre" blev skabsdøren åbnet. En svævende, kutteklædt skikkelse havde nu med sit uhyggeligt raspende åndedræt sat kurs mod Avalynn. Synet skræmte hende i selv samme øjeblik, men hendes hals snørede sig sammen idet hendes svælg nærmest blev tør som en ørken. Og sådan stod hun så i noget der føltes som en evindelighed; handlingslammet og ude af stand til at sige den mindste lyd.
Men skabningen kom stadig nærmere, så Avalynn åbnede munden...
... og en blanding af et forbavset gisp, et halvkvalt skrig samt et fortabt støn banede sig vej op gennem hendes strube.
Dog var "fortabt" ikke det samme som "opgivet".
"E-expecto Patro-onum," lød det hæst kvækkende resultat af Avalynns stædighed, og hun forsøgte igen. Og igen. Og igen. Men stædighed var ikke nok til at standse dette væsen, og det kom stadig nærmere med sin rædselsvækkende, glidende bevægelser og raspende lyde...

[Deleted]

Det var ikke nyt for Levi at give ekstra lektioner, det var faktisk noget, han hellere end gerne gjorde. Han var altid glad for, at eleverne tog initiativet til gerne at forbedre sig i hans undervisning. Og de så allerede klarede sig udmærket eller ej. Han havde i hvert fald aldrig sagt nej til at give undervisning uden for lektionerne.
Patronussen var også et af de emner, der sukkede oftest op i ekstra lektioner. Det var åbenbart noget, folk var meget interesseret i at lære. Men hvem kunne bebrejde dem? Det var ganske vist meget avanceret magi, og det var heller ikke alle, der nogensinde nåede at lære det - selvfølgelig hvis de ikke arbejde hårdt nok. Men det var jo også en praktisk kunnen. Man vidste jo aldrig, hvilke dementore, der endnu støttede Dødsgarden, og hvilke, der hørte til ministeriets side. Og når man så først blev rigtig god til det, så var de jo et fremragende alternativ til ugler. De dukkede i hvert fald meget hurtigere op.

Dementoren gled langsomt ud fra skabet, som om den søgende efter noget. Heldigvis tog den ikke det nærmeste mål, som var Levi selv, men i stedet det, der stod foran den, som det var meningen. Nemlig hans elev.
Hun så dog ikke ud til at være klar på det, der nu dukkede op, men han lod være med at gribe ind lige med det samme. For selvom hun ikke så ud til at ville klare det i denne omgang, så var der stadig tid til, at hun kunne overraske ham. Ens sindstilstand var jo ofte anderledes, end ens kropssprog udtrykte den til. Det kunne den i hvert fald være, og det ville jo også være en skam, hvis hun så viste sig at have helt styr på det, og at han så bare afbrød. Nej, han ventede hellere til sidste øjeblik.

Og sidste øjeblik kom. Den var for tæt på nu, til det ville være forsvarligt, at lade hende fortsætte. Han rettede derfor sin tryllestav mod dementoren, og ud fra den skød en stor, sølvfarvet hest, der løb ind foran den mørke skikkelse og begyndte at drive den tilbage mod skabet, mens Levi stod klar til at lukke det.
Da den var tilbage, smækkede han døren i og gik hen til sit skrivebord og fandt en plade chokolade frem fra en af skufferne, som han havde til netop disse former for lektioner. Han rakte den til hende. "Her. Spis noget af det. Er du klar til at forsøge igen?" Spurgte han, inden han bare smed den afsted efter hende igen.

[Deleted]

Akkurat i sidste øjeblik trådte professor Leviathan Wolf ind og reddede Avalynn fra yderligere rædsel ved at sende en forbløffende elegant, diset og sølvfarvet hest indimellem hende og dementoren.
Fuld af skuffelse over sin præstation (eller mangel på samme) blandede sig med lettelsen over at være sluppet af med den kutteklædte skabning og dens langsomme, glidende bevægelser.
For sit indre blik kunne hun stadig se det hele for sig. Hun havde godt set billeder af skabningerne - dementorerne - i Profettidende før, men det at se dem selv i en så lyslevende version var en helt anden oplevelse.
Avalynn gøs indvendigt. Øjeblikket havde følt så utroligt surrealistisk, som havde det været en endeløs og rædselsvækkende drøm.

Tøvende tog hun imod den plade af chokolade, som professoren rakte frem mod hende. Hun ventede lidt med at afgive sit svar til hun havde taget en bid og nikkede så. Et gennemrystende åndedrag fik jagtet noget af frygten på afstand, indtil den blev overdøvet af en følelse af en vedholdende stædighed, som havde til formål at få hende igennem denne ekstralektion.
Men Avalynn var langt fra frygtløs, så den knugende fornemmelse i hendes solar plexus blev kun mere tiltagende ved tanken om at møde skabningen igen. 
Noget sagde hende, at oplevelsen stadig ville hjemsøge hende, når hun var alene på pigernes sovesal, at det ville blive ved med at jagte hende i hendes mareridt... lige indtil hun fik lært at tage kontrol over situationen og udføre den forbandede besværgelse.
"Ja," kvækkede Avalynn forsøgende og rømmede sig. "Ja, jeg er klar igen."

[Deleted]

Havde han kunnet, så havde Levi gerne fortalt hende, om det havde været tæt på eller ej. Men det ville han ikke kunne sige, medmindre han udøvede legilimensi på hende, og det var nu alligevel heller ikke hans hensigt. Så brændende ønskede hun nok selv heller ikke at få af vide, om det var ved at være der eller ej. Legilimensi var desuden ulovligt at bruge på eleverne, så det var selvfølgelig medvirkende til, at han lod være. Men han kunne ikke komme ind i hende sind og se, om hendes minde havde stærkt nok eller ej. Det var jo oftest det, der var med til at afgøre, om det ville lykkes eller ej. Fokus på dette var nok noget af det vigtigste til denne besværgelse.
Selvom det nok havde været smart for både hende og ham at vide, om det var godt nok, men det var måske igen en vurderings-sag. Noget der ville være et lykkeligt minde for ham kunne jo være ubetydeligt for hende og den anden vej rundt. Det var desuden en meget personlig ting at spørge ind til, så han ville give hende nogen forsøg til, inden han begyndte at spørge ind til dette, for det var trods alt ikke en besværgelse, man sådan lærte i første forsøg. Alene det at hun turde prøve i første omgang var imponerende nok.

"Godt," sagde han, da hun nikkede, men ventede på, at hun havde fået noget af chokoladen, inden han ville ophæve sin eget patronus, så dementoren ville komme efter hende igen. Der var heller ikke noget ved bare at lade den flyve på hende, mens hun var komplet uforberedt. Det ville der ikke komme noget bedre resultat ud af. Det var noget, man kunne begynde at øve sig på, når man først var begyndt at blive virkelig god. Den var jo praktisk sådan bare at kunne fyre ud af lommen. Men sådan lige i starten var det meget bedre bare at holde sig til at lære den ordentligt. 
"Husk at fokusere på dit minde, når du gør det," sagde han igen. "Jeg slipper nu," han sænkede langsomt sin stav, og seøvhesten forsvandt i en dis af samme farve. Selv strøg han så til siden, hvorefter dementoren igen begyndte at bevæge sige fremad.

[Deleted]

Selvom Avalynn havde nikket, ventede professor Leviathan alligevel lidt med at få sin sølvdisede patronus ophævet, hvilket var hende en lettelse. Sølvhesten havde en sær beroligende effekt på hende, men det skyldtes nok også at denne kunne holde dementorens kulde på afstand.
Mindet. Avalynn nikkede genkendende. Chokket havde fået hende til at glemme alt, hvad hun havde brugt sin dyrebare tid på at læse.
Men hvilket minde skulle dét så være?
Hun gravede lidt i sine tanker, - og der var tonsvis af den slags -, men til sidst fik Ava også grebet om et forhåbentligt godt nok minde.
Professorens beundringsværdige sølvhest forduftede sammen med en tredjedel af det mod, hun havde fået fremkaldt. Nu måtte hun gøre brug af det, hun var allerbedst til.
Iskold logik.
Med hævet tryllestav fremkaldte Avalynn sit minde med alle de detaljer, hun kunne huske. Lyden af ildens knitren og regnens trommen, varmen fra pejsen, lænestolens stof...
"Expecto Patronum."
En lille, diset sky med et svagt sølvglimt viste sig for spidsen af tryllestaven.
En forbedring. Men ikke godt nok.
Flere detaljer blev tilsat mindet. Synet af hvordan ilden fortærede det tørre brænde, duften af brændt træ og aske, følelsen af at være alene, men ikke ensom...
"Expecto Patronum."
Skyens disede form blev mere sølvglimtende, men skabningen tøvede ikke i mere end et halvt sekund.
Måske er mindet bare ikke lykkeligt nok...
Hurtigt måtte Avalynn dykke ned i sine minder; de gode, de dårlige; de bedste, de værste.
Desperat greb hun ud efter det første det bedste minde hun kunne mønstre i sin nuværende situation, og hun spillede hele scenariet i sit hoved igennem, igen og igen og igen, indtil den mindste detalje var skåret ind i det...
"Expecto Patronum!"
Sølvdisen fik flere kanter og former, så dementoren svævede næsten en halv meter tilbage. Men det var nok.
Avalynn så det hele for sig. Sin søsters ansigt, hvordan det gik fra at være komplet vantro til det lykkeligste og smukkeste smil, hun nogensinde havde båret. Hvordan Cheryl's tempo forøgedes for hvert skridt, hun tog, indtil hun bare spænede hen mod hende med fremstrakte arme. Hvordan det havde føltes at blive holdt om af hendes stærke favn, og hvordan Cheryl's glædestårer havde fugtet hendes skulder...
"Ex-PEK-toh Pa-TRO-num!"
Sølvdisen var ikke længere bare en sølvdis nu. Den havde lange, buede knurhår, en hale som en løves, men var kun en smule større end en almindelig huskat.
Godt nok var den stadig ret så sløret og naturligvis ikke ligeså raffineret og udarbejdet som professorens imponerende sølvhest, men der var nok detaljer til at se, hvilket dyr, patronussen skulle forestille.
En kneazle.

[Deleted]

Levi kunne tydeligt huske dengang, han selv skulle lære at udføre patronus-besværgelsen. Det havde ikke været let, men han var heldigvis udstyrret med gode evner og et godt intellekt fra naturens side. Det havde i hvert fald været med til at sikre, at han havde lært det i en okay fart. Det var jo trods alt ikke skolen, der havde sørget for, at han havde fået lært det. Men han havde også været en trodsig rod dengang, så han bebrejdede ikke sine lærere noget. Det var først, da han var blevet taget ud af eget hjem og sat i plejefamilie, han endelig tog sig rigtigt sammen. Men James havde jo også hjulpet betydeligt på det.
Jamens var fuser, og det var sjovt, hvordan det faktisk var ham, der havde formået at lære Levi stort set alt, hvad han vidste. Han kom fra en fuldblodsfamilie, så det havde også bidraget lidt til det, naturligvis, men han havde ikke været lærervillig dengang, og hans forældre havde aldrig syntes specielt godt om ham.
Men James havde været en god støtte for ham gennem årene, og det var også ham, der havde formået at lære ham noget så kompliceret som en patronus og meget mere ud over det. Også til trods for, at manden aldrig havde kunne udføre magi selv. Og Levi så stadig enormt meget op til ham for at besidde evner som dem.

Det havde aldrig været nemt for nogen at lære patronussen. Og mange blev faktisk ret overrasket over at finde ud af, hvor svært den i virkeligheden var og opgav også meget hurtigt, når det ikke lykkedes for dem de første par gange. Men det var kompliceret, og hvis de nu bare gav sig selv lidt tid, så skulle det nok også lykkedes dem til sidst. Men det var jo selvfølgelig ikke alle, der var i besiddelse af en sådan tålmodighed.

Han krydsede fingre for, at det måtte lykkes for hende op et eller andet tidspunkt - eller i hvert fald bare være på vej til det, da han lod sin egen sølvhest fordufte ud i luften og dermed lod hende forsøge sig endnu engang. Tryllestaven var klar i hans hånd til at gribe ind endnu en gang, men det lod ikke til at være nødvendigt denne gang. Lige på falderebet begyndte der nemlig at ske noget. Disen fløj fra hendes egen tryllestav, og den blev stærkere og stærkere. Stærkere end han selv ville have forventet på så få forsøg.
Dementoren trak sig længere og længere tilbage, og Levi gjorde sig klar henne ved døren til at spære den inde igen. Da den var så langt tilbage, at den nu var blevet skubbet helt ind i mørket igen, lukkede han døren og rettede opmærksomheden mod sin elev.
Han sendte hende et anerkendende blik. "Fremragende, frøken Ravensdale, utrolig præstation - jeg er meget imponeret," roste han og gjorde en gestus mod chokoladen, som han før havde tilbudt hende som for at sige, at hun skulle tage noget mere. "Har du det godt?" Tilføjede han spørgende, da mange blev helt fortumlede, efter denne besværgelse lykkedes for dem. Han ville ikke have, at hun pludselig dejsede om, for det måtte jo også have krævet en umådelig koncentration fra hende at få det til at lykkes så hurtigt.

[Deleted]

Triumfen over at denne omgang havde været mere end bare endnu et par mislykkede forsøg, var dog ikke så lang, som Avalynn kunne have håbet på; det føltes som om, at nåle prikkede til hendes hoved fra alle steder; vægge, gulv og loft blev blandet sammen i én farveløs masse; og kanten af hendes synsfelt blev ligefrem helt mørk.
Svimmelheden og hovedpinen gjorde, at Avalynn blev komplet usikker på, hvor gulvet begandt sig i en så høj grad, at selv hendes egne ben nægtede at lystre til fulde i frygt for at falde over noget.
Dog fik hun alligevel tvunget sig hen til professorens skrivebord, som hun så brugte til at få støtte fra.
Et kort øjeblik lod hun sine øjenlåg glide i, så hun slap for at se på det mere eller mindre gyngende kontor.
"Jeg har det helt fint," forsikrede Avalynn, "jeg har bare lidt hovedpine."

Men hun følte sig samtidig også meget tom, som om en før så levende ild havde forvandlet sig til en tvivlsom glød.
I et øjeblik havde hun ingen anelse om, hvad det kunne være, men så slog en ubarmhjertig teori hende i ansigtet.
Panisk famlende fik Avalynn fat i sin stav.
"Lumos."
Kun en lille gnist sprang frem fra dens spids, men så hændte der heller ikke mere.
"Tror du, at man kan sådan... få en form for magisk fibersprængning?" spurgte hun professor Leviathan Wolf, "For jeg tror, at jeg brugte lidt for meget baseret på al for lidt opvarmning."
Hun håbede inderligt, at hun ikke havde mistet sine magiske kræfter, selvom hendes logik tvivlede stærkt på, om hvorvidt det overhovedet kunne lade sig gøre - men det var ret sjældent (for ikke at benytte sig af ordet aldrig), at logik og følelser gik ud på ét.
Avalynn vidste bare ikke, hvem hun var, hvis hun ikke var en magiker. Det lød måske ret så ynkeligt, men det var sådan, sandheden var.

[Deleted]

Det var bestemt ikke mange, der formåede at udføre en patronus i sådan en hast, som hun netop havde gjort det. Også selvom den ikke havde været fuldkommen ren, så var det alligevel et enormt spring at have taget. Han mistænkte hende derfor også for at have øvet sig i smug et eller andet sted, men det var ikke noget, han ville begyndte at konfronterer hende med, for det var stadig et imponerende stykke magi. Og det var bestemt ikke noget, man kunne forvente fra en elev.
Under sædvanlige omstændigheder så tog det jo mange uger med koncentreret træning at lære det, og langt de fleste, der forsøgte sig med det, formåede end ikke at lære det, inden de var gået ud af skolen. Mange fuldvoksne hekse og troldmænd var sågar heller ikke i stand til at gøre det, så han kunne ikke undgå at blive en anelse stolt, når det lykkedes for en elev. Og da specielt når det var blevet gjort i sådan en fart. Han måtte huske at foreslå hende til et eller andet special-hold for de ekstra dygtige eller noget.

Et lettere bekymret udtryk gled over Levis ansigt, da hun famlede sig vej hen mod hans skrivebord for at støtte sig til det. Det kunne godt være, han boede på en gård, men den måtte hun alligevel længere ud på landet med. Selvom han dog havde en anelse om, at det ikke var helt så slet igen.
"Er du nu helt sikker på det?" Spurgte han og gik lidt nærmere for bedre at kunne se hende an. Hun så ikke helt tilpas ud, men andet kunne jo næsten heller ikke forventes efter en sådan præstation efter kun så kort tid. Det ville faktisk have været meget underligt, hvis hun ikke havde kunne mærke et eller andet bagefter. Dementorer var jo aldrig behagelige væsner, uanset under hvilke tider eller omstændigheder, man mødte dem.
Han lagde sine fingerspidser på midten af hendes stav for at få hende til at sænke den igen. "Rolig nu" sagde han, selvom hans kølige, lettere monotone stemme nok ikke var noget, man ellers ville definere som beroligende. "Det kan man vel på en måde godt kalde det," fortalte han, "for det er meget avanceret magi, du netop har udført. Og normalt er man faktisk mange uger om at nå til det skridt, du tog her. Du skal bare hvile dig lidt, så skal det nok gå over igen," forsikrede han til sidst, hvorefter han gjorde en gestus mod det chokolade, der lå på bordet. "Tag noget mere - gerne resten" opfordrede han, da man aldrig kunne gå galt i byen med chokolade efter en oplevelse som denne. Det ville måske også hjælpe lidt på det allerede nu. Rigeligt skulle hun i hvert fald have!

[Deleted]

"Næh, ikke rigtig," svarede Avalynn efter et par øjeblikkes tøven, hvilket kun tydede på at hun måtte have det rigtig dårligt. Hun plejede ellers at stå ved sin første udmeldelse med den irriterende stædighed, som Avalynn havde arvet af sin far. Men hvis det kom til en konkurrence på viljestyrke mellem de to, var det ikke til at vide, hvordan resultaterne ville ende med at se ud.
En af grundene til at hun indrømmede sin egentlige tilstand, var blandt andet fordi hun allerede vidste, at professor Leviathan Wolf allerede havde regnet den ud - godt nok var hun vel og grundigt svimmel, men hun kunne dog stadig aflæse hans bekymrede ansigtsudtryk. Også selvom det var længe siden, at Avalynn set sådan ét, eftersom hendes far altid virkede så fuldkommen udtryksløs og kold; som om han var en selv-handlende maskine uden plads til menneskelige følelser.

Uroen, som hendes bekymring havde forårsaget, fordampede som dug for solen, da hun hørte professor Leviathans respons; Avalynn havde virkelig forventet det værste, selvom hendes logik havde sagt hende imod og endda havde argumenteret for sin sag med omkring en snes fornuftige grunde, hvoraf de fleste lød som det kan bare ikke lade sig gøre.
Hun rakte forsigtigt ud efter pladen og tog i første omgang kun en lille bid - og som altid smagte chokoladen som var den lige faldet ned fra ufejlbarlighedens Himmel.
Men nu hvor Avalynn var ved at komme sig en smule over udmattelsen, kom hendes minde til syne og gav hende en ordentlig og smertefuld mavepuster, så hun igen måtte støtte sig til skrivebordet.
Selvom det havde været et minde, som var fungeret værende lykkeligt nok til at fremmane en patronus, var den efterfølgende følelse en forfærdelig og hul tomhed. Så hun tog endnu en bid af chokoladen, som for at fylde hullet med den velsmagende fornemmelse.
Hun måtte være blevet afhængig af det fantastiske stads.

//Out.